Røde Kors Randers - Pressemeddelelse
Generalforsamling med store nyheder
Røde Kors Randers havde flere gode nyheder med på generalforsamlingen forleden: Stor fremgang i antallet af frivillige betyder nye aktiviteter: Flere sociale aktiviteter for sårbare borgere, beredskabsorganisation i samarbejde med flere Røde Kors afdelinger – og ikke mindst etableringen af ny storbutik på Mariagervej i Randers.
Ca. 70 frivillige og medlemmer lyttede med glæde på formand Hanne Rasmussens beretning og nyheder om indsatser i 2026.
Antallet af frivillige er på to år steget fra 131 til 207 med 17 forskellige aktiviteter til gavn for borgere i Randers. Under indtryk af den usikre verden opbygger Røde Kors Randers nu en beredskabsorganisation, som kan bistå med psyko-social støtte fra Røde Kors frivillige krisestøtter. Det sker i et samarbejde med andre Røde Kors afdelinger, og på sigt kommunen og det professionelle beredskab.
Opmærksomheden på generalforsamlingen samlede sig dog især om den aktuelle nyhed, at Røde Kors får en storbutik for genbrug i år. Til erstatning for genbrugsbutikken på Mariagervej 86 er der indgået endelig lejeaftale om lokaler på Mariagervej 153, hvor FJ-biler tidligere drev virksomhed.
“Det glæder mig meget, at vi – også i kraft af de mange frivillige - har succes med nye og større tiltag. Politisk er der i disse år fokus på et styrket beredskab, og her får Røde Kors med frivillige krisestøtter en rolle - også her i Randers. Den nye storbutik har længe været et ønske, og heldigvis har vi nu en god løsning med mere plads og ser frem mod åbningen i efteråret”, udtaler formand Hanne Rasmussen.
Under indtryk af den øgede indsats blev bestyrelsen øget med tre nye medlemmer. Bestyrelsen består nu af formand Hanne Rasmussen, Eva Vilsgaard, Helle Aabenhus, Sonja Møgelsvang, Bent Fenger Jensen og tre nye medlemmer Lillian Klemmensen, Ditte Bach Sørensen, Peter K. A. Jensen og som genvalgt suppleant Gitte Busch.
__________________________________________________________________________
04-03-2026 – 2 fotos på næste side – Yderligere information:
Formand Røde Kors Randers: Hanne Rasmussen, mobil 24972412 hanras@rodekors.dk
Redaktion Randers Røde Kors: Bent Fenger Jensen, mobil 23378505 befeje@rodekors.dk

