God start på livet
Røde Kors Randers - Pressemeddelelse

Røde Kors Randers støtter nu gravide og nybagte forældre
Et nyt samarbejde mellem Randers Kommunes sundhedspleje og Røde Kors Randers er startskuddet for en ny aktivitet. Gennem tilbuddet God start på livet matcher Røde Kors gravide og nybagte forældre med en frivillig forældrestøtte, som mødes fast med familien og tilbyder medmenneskelig støtte, ro og overblik i en krævende livsfase. Det kan være familier, der mangler et netværk, føler sig alene eller er pressede af tidligere svære oplevelser.
“Overgangen til forældreskab kan være mere sårbar, end mange forestiller sig. Mange af de forældre, vi møder, klarer sig på overfladen, men mangler én at tale med og få ro sammen med. Som frivillig i God start på livet er man ikke rådgiver eller ekspert – man er et medmenneske, der møder familien med tid, nærvær og forståelse. Lige nu har vi brug for flere frivillige i Randersområdet, så vi kan nå ud til familierne,” siger Sonja Møgelsvang, bestyrelsesmedlem Røde Kors Randers og kontaktperson til God start på livet.
Som frivillig forældrestøtte besøger man typisk en familie et par timer om ugen i en afgrænset periode. Støtten tilpasses familiens behov og kan handle om alt fra at skabe struktur i hverdagen til at være en tryg samtalepartner i en ny og sårbar tid.
Ledende sundhedsplejerske Dorthe Taudal Jensen uddyber: ”I sundhedsplejen møder vi alle nybagte forældre gennem hjemmebesøg, og vi ved, at overgangen til forældreskab kan være både glædesfyldt og sårbar. Derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdet med Røde Kors Randers. Vi har mulighed for tidligt at identificere familier, som kunne have gavn af en frivillig forældrestøtte, og vi kan skabe den første trygge forbindelse til tilbuddet. Herefter tager Røde Kors kontakt og sikrer det rette match. Jeg er helt sikker på, at vi i Randers har familier, der vil profitere af dette flotte tilbud, og vi glæder os meget til samarbejdet.”
Indsatsen har fokus på familier, der kæmper med manglende netværk, psykisk sårbarhed, tidligere svære graviditets- eller fødselsoplevelser, skilsmisse eller andre forhold, som gør den første tid som familie særlig krævende. Sundhedsstyrelsen vurderer, at omkring 15 % af alle barslende har behov for ekstra støtte.
Formanden for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget Erik Bo Andersen udtaler: “Mange småbørnsfamilier i Randers Kommune kan have glæde af en støtte, og dem vil vi gerne hjælpe. Derfor er vi glade for Røde Kors samarbejdet, som også er fint i tråd med vores fokus på, hvordan vi kan samarbejde med både civilsamfundet og frivillige. Det er et godt supplement til vores eksisterende sundhedstilbud.”
Indsatsen God start på livet er støttet af Alm. Brand Foreningen 1792, som gennem deres donation er med til at styrke trivslen hos børnefamilier og forebygge ensomhed.
Randers Kommune: Ledende sundhedsplejerske Dorthe Taudal Jensen, mobil 24375417, mail Dorthe.Taudal.Jensen@randers.dk
Røde Kors Randers: Bestyrelsesmedlem Sonja Møgelsvang, mobil 24849406, mail sonmog@rodekors.dk
Redaktion Røde Kors Randers: Bent Fenger Jensen, mobil 23378505, mail befeje@rodekors.dk